Om dragerne


Attraktive gymnastikmiljøer for drenge

En drage er et vildt og egenrådigt væsen. Den er utæmmet, sprutter ild og lader sig ikke styre uden videre. Hvis du vil tæt på en drage, kræver det respekt og forståelse. Du kan ikke forvente, at den tænker som dig – den har sine egne idéer og sit eget blik på verden. Den vil ikke tæmmes eller formes efter faste skabeloner.

Vil du samarbejde med en drage, må du møde den med ydmyghed og nysgerrighed. Du skal vise omsorg, give plads og give noget igen. Gør du det – og opbygger tillid og gensidig respekt – får du en ven for livet. Og så kan der ske magiske ting.

Vi bruger dragen som billede på drenge.


Drenge og gymnastik – en udfordring og et potentiale

Gymnastik opfattes ofte som en pigesport. I Danmark er omkring 80 % af alle gymnaster piger eller kvinder, mens kun ca. 20 % er drenge eller mænd. Samtidig ser vi et markant frafald blandt drenge fra 6- til 12-årsalderen.

Hvis gymnastikken fortsat skal være attraktiv for drenge, kræver det, at vi arbejder målrettet med kulturen omkring træning, undervisning og fællesskab. Der er behov for gymnastikmiljøer, som drenge kan spejle sig i – og trives i.

Vi arbejder ud fra to grundlæggende teser:

Tese 1: At træne drenge er en særlig disciplin, som adskiller sig markant fra træning af piger.

Tese 2: Der skal være plads til, at drenge kan være drenge i de pædagogiske og didaktiske miljøer.

Vores ambition er at fremme en kultur og et træningsmiljø, hvor drenge trives – især de drenge, som ikke trives i miljøer præget af kontrol og orden, men som i højere grad har brug for autonomi, relationer og mening.


Manifest for drengegymnastik

For at understøtte denne ambition har vi formuleret en række principper og synspunkter, som tilsammen udgør et Manifest for drengegymnastik. Manifestet er et håndslag – et fælles værdigrundlag – som vi ønsker, at så mange som muligt vil bakke op om og arbejde efter i praksis.


Hvordan opstod Dragenetværket?

En historisk skitse

I forlængelse af ændringer i sponsoraftalen for landsholdene i TeamGym i 2021 trak Svendborg Gymnastikforening sig ud af samarbejdet. Alligevel var der fortsat stor interesse for at mødes og drøfte gymnastikkens udfordringer – særligt i relation til drenge.

Repræsentanter fra Gymnastikefterskolen Stevns, Sorø Gymnastikefterskole, BGI Akademiet, Vejstrup Efterskole og Svendborg Gymnastikforening besluttede derfor at fortsætte dialogen. Gruppen mødtes online én gang om måneden.

Det første fælles initiativ blev udbredelsen af konceptet “Hjem til foreningen”, som Sorø Gymnastikefterskole havde arbejdet med i flere år – og som i dag anvendes bredt på efterskoler i hele landet.

Herefter voksede næste tema frem:

Hvis der findes et stærkt fællesskab blandt trænere, øger det sandsynligheden for, at man bliver i trænerrollen over tid.

Derfor etablerede vi et netværk for unge trænere, som arbejder med drenge (16–25 år).

Netværket fik navnet Dragerne – fordi drenge kan sammenlignes med drager.

👉 Følg os på Instagram: https://www.instagram.com/dragerne/


Dragenetværket i dag

Dragenetværket er et autonomt netværk, som i dag består af seks personer med dybe rødder i gymnastikverdenen. Vi arbejder frivilligt og ud fra et fælles formål: at inspirere, støtte og samle alle, der ønsker at skabe attraktive træningsmiljøer for drenge.

Vi samarbejder bl.a. med:

  • Eurogymnastics Equipment
  • PE-Redskaber
  • Chopar
  • DGI
  • GymDanmark
  • Efterskoler og højskoler i hele landet

Fælles oplevelser som fundament for fællesskab

Netværket mødes bl.a. i forbindelse med FaceOFF-konkurrencer, men stærke fællesskaber kræver mere end korte møder. Derfor har vi prioriteret fælles rejser og oplevelser.

  • Island 2024: 20 unge trænere deltog i en studietur, hvor vi besøgte gymnastikforeninger, afholdt seminarer med islandske trænere og faciliterede fællestræning for stort set alle islandske gymnastikdrenge.
  • Sverige (Lindvallen) 2025: Her deltog vi i en stor drengelejr med 130 drenge fra alle discipliner. Vi observerede træning, bidrog til en minikonference om drengegymnastik og stod for fælles opstartsaktivitet.

I Sverige har turen inspireret til etableringen af netværket “Drakarna Syd”, initieret af Jimmy Andersson.

👉 https://www.instagram.com/drakarna_syd/


Et nordisk perspektiv

Vores ambition er, at Dragenetværket på sigt får forgreninger i alle nordiske lande. Udfordringerne er fælles – og det samme er potentialet.


Hvem står bag?

Dragenetværket drives i dag af:

  • Anette Bundgaard – ROG (Rødovre og Omegns Gymnastikforening)
  • Rasmus Sinding – Afdelingsleder, Sorø Gymnastikefterskole
  • Jacob Kramer – Forstander, Vejstrup Efterskole
  • Frank Bøgelund Jensen – DGI Storkøbenhavn, formand for TeamGym-udvalget
  • Per Ølholm – Friskoleleder / journalist
  • Helge Kappel – Viceskoleleder, Vejstrup Efterskole / Svendborg Gymnastikforening

Samarbejde med DGI Gymnastik

Vi er i tæt dialog med DGI Gymnastik, som deler ambitionen om flere drenge i gymnastikken. Sammen arbejder vi bl.a. med:

  • Studieture oprettet som kurser, så foreninger kan søge kommunal støtte
  • Etablering af et nationalt drengeudvalg
  • Projektansættelse med fokus på drenge i gymnastik
  • Afholdelse af Drengekonference

Vores formål

Vores arbejde hviler på følgende grundprincipper:

  • Indsatsen skal være landsdækkende
  • Målgruppen er drenge i alderen 7–12 år
  • Fokus på de gode historier
  • Alle initiativer er velkomne
  • Langsigtet strategi (5–10 år)

Vi ønsker at skabe en kulturel forandring i måden, vi underviser drenge i gymnastik på. Derfor har vi udviklet Drageregler, en didaktisk model og et samlet manifest – inspireret af den måde, NOMA revolutionerede nordisk madkultur for knap 25 år siden.


En fælles sag

Vi er samlet om en sag, der er større end os selv.

Drenge har brug for gymnastik – og gymnastikken har brug for drengene.

Derfor tror vi på, at løsningen kræver samarbejde på tværs af organisationer, interesser og strukturer.

Følg os: